Den ultimative fynske polterabend

Dagen er kommet. Dagen, hvor du skal planlægge verdens fedeste polterabend! Hvad end det er for din bedste kammerat, din bror eller en anden, der har udpeget dig til best man, så har vi samlet idéerne til den ultimative fynske polterabend her.

Morgenmad i Odense

Start dagen med morgenmad eller brunch på en af Odenses mange lækre caféer, hvor I med garanti kan finde lige netop den mad, den kommende brudgom vil sætte allermest pris på. Hvad end det er en engelsk morgenmad med pølser, bønner, brød og æg, eller om det er en dansk ostemad med kulsort kaffe, så finder du masser af muligheder og lidt til på Odenses kulinariske scene.

En klassiker på gågaden

Selvom man gerne vil planlægge den fedeste polterabend nogensinde, så er der bare nogle gengangere, man er nødt til at have med. Det kunne f.eks. være klassikeren, hvor gommen klædes ud og tages med på gågaden, hvor han skal sælge roser, kram eller kys for et symbolsk beløb. Husk at tage billeder, for det bliver et indslag, I kan grine over længe efter!

Action og adrenalinsus!

Fortsæt jeres polterabend i Svendborg, hvor I kan kravle og klatre og sikre jer en fed oplevelse i Gorilla Park. Det er nok ikke det mest hensigtsmæssige at være klædt alt for meget ud til denne aktivitet, men så kan I passende tage noget tosset udklædning med, som han kan blive tvunget i, når I er færdige med at klatre. Med dette indslag er I sikret action, et godt grin og en oplevelse, I sent vil glemme.

Aftensmad i Svendborg

Når I nu er i nærheden, kan I passende tage til Svendborg Havn, hvor I kan spise aftensmad med en lækker udsigt. Varm op til en festlig aften med udsøgt mad, kolde øl og god stemning. Er vejret godt, kan I sidde udenfor og suge til jer af den maritime atmosfære. Inden eller efter maden er der rig mulighed for selskabslege, hvor gommen kan blive grillet lidt på sin viden om bruden.

Fest og farver i Odense

Tag turen tilbage til Odense, hvor nattelivet venter! Besøg en af de mange barer; der er noget til hver en smag og hver en stemning. Slut natten af med en beruset gom, der vil vågne op med tømmermænd og gode minder dagen efter.