God infrastruktur gør Danmark (endnu) mindre

Selvom man kan argumentere for, at Danmark er et lille land, så synes vi alligevel, at de 4-5 timer, det tager at køre fra Padborg til Skagen eller Esbjerg til Amager, er alt for langt til, at det er en tur, vi gider tage jævnligt. Når turister besøger Danmark og hører, at vi synes, der er langt fra ende til anden, misunder de os uforstående, fordi de synes, der er så kort afstand mellem byerne i forhold til stort set alle andre lande i Europa og resten af verden.

Noget af det, der binder Danmark sammen, så udefrakommende synes, der er så kort vej fra den ene ende af landet til den anden, er vores velfungerende infrastruktur. Gode veje, omfattende motorveje samt bus- og togforbindelser, der forgrener sig vidt og bredt, er med til at gøre det nemt for de fleste at komme rundt. Det er også den gode infrastruktur, der er med til, at erhvervslivet i Danmark er så flydende, som det er. Med flydende menes der, at du i dag har mulighed for at se en tømrer i Haderslev, som egentlig kommer hele vejen fra Aarhus og omvendt.

I gamle dage var det i højere grad de lokale, der stod for forretningen i byerne. Hver by var et lille mere eller mindre lukket samfund, som havde hver deres tømrer, snedker, bager, læge osv. Dengang var vejene lavet af grus og motorvejsnettet var langt fra lige så omfattende som i dag, og derfor tog det meget længere tid at komme på tværs af Danmark. Man kan derfor mene, at det er infrastrukturen, der har gjort Danmark endnu mindre, end det var engang – i hvert fald føles det sådan.

Der er dog opstået et paradoks i takt med, at mobiliteten er blevet nemmere for os: Vi kommer hinanden mere ved på tværs af byer og landsdele, men vi kommer mindre hinanden ved på det lokale plan. Nogle byer har nemmere ved at holde fællesskabet end andre; det gøres gerne gennem sportsforeninger og borger- og forsamlingshuse, mens de større byer halter lidt efter, når det kommer til sammenhold og fællesskab. Og det til trods for sociale medier og diverse teknologiske hjælpemidler. Måske ser vi i fremtiden, at de små samfund får et comeback, ligesom så meget andet retro, der har oplevet en renæssance?